Gummifiskeri bliver stadig mere populært inden for put & take-fiskeri. Vil du gerne blive klogere på, hvordan du fisker med gummidyr, er dette lige blogindlægget for dig. Her kommer vi godt rundt om gummifiskeri og giver dig et par gode tips til at komme bedst muligt i gang.
Hvordan fiskes med gummidyr – hvad er gummifiskeri?
Er gummifiskeri helt nyt for dig, eller har du endnu ikke den store erfaring, er det selvfølgelig vigtigt først og fremmest at vide, hvad idéen med gummifiskeri overhovedet er, og hvorfor det er en fiskerimetode, der er værd at kaste sig over.
Gummidyr til fiskeri er agn af gummi, der typisk er udformet som små dyr, krebs, fisk, larver og lignende. Gummidyrene er skabt i blødt og meget bevægeligt gummi, og de bevæger sig ofte meget livligt i vandet, hvor de agerer meget naturtro lokkemad for fiskene. Kært barn har mange navne, og du vil derfor også kunne finde agn i gummi til gummifiskeri under navne som softlures, softbaits, jighaler, jigs, grubs, rig tails, twisters og shads. Alle har det samme formål – nemlig at lokke fiskene til sig.
Gummifiskeri er således fiskeri med brug af kunstige agn, og metoden anvendes typisk til fiskeri af nogle af de større rovfisk eksempelvis gedde, aborre, ørred og sandart. Gummidyr kan blandt andet bruges på fluestang eller almindelig spinnestang, og det er ofte en rigtig sjov kamp at få halet fisken i land. Der findes mange put & take-søer rundt omkring i Danmark, der er helt oplagte til gummifiskeri.
Du kan se vores udvalg af gummidyr her.
Hvorfor fiske med gummidyr?
Du bør kaste dig ud i gummifiskeri, fordi det først og fremmest er en sjov og anderledes måde at fiske på. Samtidig har gummifiskeri vist sig som en meget effektiv fiskeriform, der bringer mange dejlige fisk på krogen. Er du vant til at fiske med spiselig agn, tilbyder gummifiskeri en spændende variation, og det er ingen hemmelighed, at mange hurtigt bliver bidt af gummifiskeri, når først de har prøvet det.
Sådan kommer du i gang med gummifiskeri
Har du aldrig prøvet at fiske med gummidyr som agn før, kan det godt kræve lidt tilvænning, før du får følelsen af at have styr på det og kan få din første fisk på krogen. Her får du tre hurtige tips til at komme godt i gang. God fornøjelse med gummifiskeriet!
1. Brug en skarp krog, eventuelt en krog særligt udviklet til gummifiskeri, for at sikre et godt kroghold i det bløde gummidyr.
2. Vil du fiske i dybden, er det en god idé at give gummidyret lidt tyngde ved eksempelvis at sætte en tungsten på krogen.
3. Hav tålmodighed til at eksperimentere med dit udstyr for at få en fornemmelse af, hvordan gummidyret bevæger sig i vandet, og hvordan bevægelserne påvirkes af hastighed, ryk med mere. Ligeledes er det en god idé at have flere forskellige gummidyr at skifte imellem, da nogle gummidyr virker bedre på nogle dage end andre.