Waders er helt uundværlige for dig, der ikke er bange for at blive ét med vandet og bevæge dig dybt ud, når du skal fiske – men som samtidig gerne vil undgå at blive gennemblødt fra yderst til inderst undervejs. Læs vores waders-guide her, og få blandt andet inspiration til de bedste åndbare waders, de bedste waders til kysten og de bedste waders til prisen, der sikrer dig mest muligt for dine penge.

 

Flere forskellige typer af waders


Hvilke der er de bedste waders, er ikke et helt simpelt spørgsmål at svare på. Overordnet findes der tre forskellige typer af waders, henholdsvis PVC-waders, neoprenwaders og åndbare waders, der hver især har bestemte karakteristika.

 

PVC-waders


PVC-waders er billige, utroligt holdbare og 100 % vandtætte. De holder til alle slags vejrforhold og punkterer meget sjældent. Til gengæld er de ikke særligt varme, og fisker du i de kølige måneder, skal du derfor have ekstra tøj indenunder dine PVC-waders, eksempelvis et par lune fiskerbukser og tilsvarende fiskerjakke. Det mindsker mobiliteten, der i forvejen ikke er helt i top i PVC-waders, der er tunge at have på. PVC-waders er heller ikke åndbare, hvorfor der kan opstå fugt indefra, som gør dig våd og kold. Vil du gerne bevæge dig meget rundt i vandet, og betyder åndbarheden noget for dig, er PVC-waders derfor ikke det mest ideelle valg. Til gengæld er prisen god og holdbarheden endnu bedre.  

 

Neopren-waders


Modsat PVC-waders tilbyder neoprenwaders en rigtig god varme, og de egner sig derfor godt til vinterfiskeri. Resten af året bliver de dog for varme, så her skal du uanset have fat i en anden type af waders som supplement. Neoprenwaders er 100 % vandtætte og tilbyder en rigtig god mobilitet, men er, ligesom PVC-waders, ikke åndbare.  

 

Åndbare waders


De fleste moderne waders fremstilles i åndbart materiale. Åndbare waders er 100 % vandtætte og egner sig til alle typer af fiskeri, også til kystfiskeri, og vælger du åndbare waders i en god kvalitet, føles det mest af alt som at have et par ganske almindelige bukser på. Dén frihed kan noget særligt, når du står midt ude i vandet. Åndbare waders er vægtmæssigt lette og derfor ikke fysisk krævende at bevæge sig rundt i, og de lader huden ånde, så de føles komfortable at fiske i selv på de varmeste sommerdage. På den negative side er de ikke lige så slidstærke som andre typer af waders, ofte ikke helt varme nok til vinterfiskeri, og prisen ligger også typisk i den høje ende. Vil du have åndbare waders, så gå eventuelt efter waders med ekstra forstærkning i materialet på nedre del, så dine waders kan holde længere.  

 

Hvilken størrelse waders?


Uanset hvilken type af waders du vælger, kan du med fordel gå efter en størrelse, der ligger 1-2 størrelser over, hvad du normalvis bruger i fodtøj. Så er der plads til et par gode termosokker indenunder, og du er samtidig skånet for det pres, som vandet uundgåeligt lægger på waders-støvlen.